tirsdag den 12. september 2017

Flodheste og næsehorn - Tegnet af 3. årgang


"At tegne er at se" sådan skriver Betty Edwards og Jytte Andersen skriver "at tegne handler om at kunne se med et langsomt blik". For mig handler tegning blandt andet om at kunne udtrykke sig billedligt med sin helt egen særlige streg eller streger. Det handler også om at lære forskellige tegneteknikker at kende, så man på sigt udvikler en varieret tegneværktøjskasse. MEN vigtigst af alt finder jeg det vigtigt, at man i de yngre klasser giver plads til en mere fri tilgang til tegning. Det fordrer, at man flytter sit fokus fra en rigtig og forkert tænkning til en mere nysgerrig, åben og opmuntrende tænkning.

Det er således med det for øje, at jeg for nogen tid siden lavede denne tegneaktivitet med min 3. klasse.

Målene var, at eleverne:
  • eksperimenterede med sin egen tegnestreg.
  • øvede sig i at tegne konturer og detaljer ud fra iagttagelse af foto, malerier og figurer af flodheste og næsehorn.

Inspiration til tegneaktiviteten:
  • Foto af næsehorn og flodheste.
  • Foto af malerier med næsehorn og flodheste - eksempelvis Hans Scherfig malerier.
  • Næsehorn og flodheste som legetøjsfigurer gerne i forskellige størrelser.
  • Filmklip med flodheste og næsehorn.
  • Fantasitegninger af flodheste og næsehorn.

Sådan forløb aktiviteten:
  • Jeg startede med at inspirere eleverne med ovenstående, for det handler om at modtage indtryk, så man kan skabe udtryk.
  • Bagefter skulle eleverne tegne en blindtegning af en stor legetøjsfigur (næsehorn).
  • Blindtegningen blev fulgt op af en ikke-dominant tegning af en flodhest.
  • Herefter skulle eleverne beslutte, hvad de ville søge inspiration i, før de skulle tegne. De skulle også beslutte, om deres tegninger skulle bære præg af fantasi eller virkelighed.
  • Dernæst gik eleverne i gang med at tegne et næsehorn eller en flodhest med et fokus på deres egne personlige tegnestreger. 
  • De færdige tegninger blev tegnet op med sort sprittusch, og til sidst sprøjtede eleverne med flydende akvarel på deres billeder.
De færdige tegninger er udtryk for forskellighed, mangfoldighed og ikke mindst en tydeligt personlig tegnestreg. Se bare!






























Anvendte materialer:
  • Grå kardus - A3 format.
  • Akvarelpapir - A3 format.
  • Blyanter.
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.
  • Pensler.

tirsdag den 8. august 2017

Yayoi Kusama inspirerede blomsterskulpturer


I 2015 havde jeg den store fornøjelse at se udstillingen "I uendeligheden" med værker af den japanske kunstner Yayoi Kusama på Louisinana. Det var en helt særlig oplevelse, jeg lige siden har tænkt på rigtig mange gange. Hendes farverige værker emmer af intensitet. En intensitet, der på den god og inspirerende måde sætter sine spor.

Det er disse spor, der har inspireret mig til at lave netop denne aktivitet i billedkunst. Aktiviteten kalder jeg for: Blomsterskulpturer - parafraser af Yayoi Kusamas kunst.

Mål for aktiviteten

Målene for aktiviteten er, at eleverne: 
  • får viden om billedkulturens billedgenrer, herunder samtidskunsten.
  • kan genrebestemme billeder ud fra særlige kendetegn for samtidskunsten og værker af Yayoi Kusama.
  • arbejder skupturelt med at fremstille en parafrase af Yayoi Kusamas blomsterskulpturer.

Inspiration til aktiviteten
  • Forskellige billeder af Yayoi Kusamas værker.

Sådan gør du - Processen fra start til færdig blomsterskulptur

Start med at finde en plastflaske i passende størrelse og fyld den med lidt sten eller sand.
Lav to huller i låget til flasken og klip to stykker hegnstråd. Før de to stykker hegnstråd igennem låget og sno dem sammen på indersiden. Skru låget fast på flasken. Hegnstråden udgør blomsterstilkene.




Så er det tid til at klippe blomsterhoveder og blade i pap af kraftig kvalitet. Jeg har brugt pap fra cornflakes pakker. Blomsterhovederne fæstnes på stilkene og bladene på flasken. Begge dele med malertape.




Herefter giver jeg stilkene volumen ved at vikle avis og malertape omkring. Jeg giver hele skulpturen et lag malertape, et lag med papmaché. Når skulpturen er tørlimer jeg eventuelt halve styroporkugler på, og jeg grunder hele blomsterskulpturen med hvid Gesso til sidst.






Nu er det tid til at give blomsterskulpturen akrylmaling, hvorefter den skal tørre.




Til sidst laver jeg mønstre på skulpturen med Posca tuscher, og har man lyst, kan man give den færdige skulptur lak.


Anvendte materialer
  • Tomme og skyllede plastikflasker med låg.
  • Sand eller småsten.
  • Pap i kraftig kvalitet - eksempelvis pap fra tomme cornflakes pakker.
  • Hegnstråd.
  • Syl.
  • Malertape.
  • Aviser til papmaché.
  • Vævsklæber/tapetklister.
  • Styroporkugler.
  • Hvid Gesso eller hvid grunder.
  • Akrylmaling.
  • Posca tuscher.
  • Spraylak.

onsdag den 28. juni 2017

Drømmen om at flyve - Kunst i børnehøjde med Jane Susanne Andersen



Den åbne skole er en skole, som inddrager sin lokale omverden i undervisningen. I Favrskov Kommune har vi i folkeskolen et fantastisk samarbejde med kommunens fire billedskoler - Hinnerup, Ulstrup, Hammel og Hadsten.

I år har jeg haft besøg af min kollega i billedskolen Jane Susanne Andersen i min 4. klasse. 
Jane er kunstner og forfatter, og hun har en dejlig evne til at bringe kunsthistorien og samtidskunsten i spil hos børn på en måde, så den fanger. Derudover har hun evnen til at omsætte kunstneres værker til aktiviteter for børn med et fokus på parafraser. 
Det er en fornøjelse at være med på sidelinjen og opleve Jane dele ud af sin viden, idéer og praksis til både børn og voksne.
Denne gang var titlen på Janes workshop "Drømmen om at flyve - et praktisk forløb om Marc Chagall", og som altid er den begrundet i Forenklede Fælles Mål for faget billedkunst. Hvis I er blevet nysgerrig på, hvordan processen var, herunder indhold, materialer og teknikker, er I velkomne til at skrive til Jane.

Resultatet af Janes besøg taler for sig selv, men jeg kan med et bredt smil på læben fortælle, at vi havde en 4. klasse, der var meget optagede af deres billedfremstillinger og samtidig stolte af deres færdige værker.

Se bare 4. klasses parafraser af Marc Chagalls værker.


























Og så lige et fælles billede.



Lidt om åben skole

I vejledningen for faget billedkunst står der blandt andet følgende om åben skole:

"Billedskolerne byder med deres mulighed for fordybelse på gode input og perspektiver for, hvordan man kan arbejde med billeder. Samarbejdet kan foregå i kortere eller længere forløb og på flere forskellige måder på skolen eller ved besøg på billedskolen. Samarbejdet kan fx ske ved, at billedskolens lærerkræfter anvendes som inspiration og supplement til folkeskolens egen billedkunstundervisning og herigennem støtte op om skolens mål for faget. Der kan både være tale om indsatser, der henvender sig generelt til eleverne i folkeskolen, og indsatser, der henvender sig til mere specifikke elevgrupper.

Som led i den understøttende undervisning er der særlige muligheder for at etablere forskellige typer af samarbejde. Billedskolelærerne kan her alt efter konkret indhold indgå med undervisning af en større eller mere afgrænset elevgruppe på lige fod med andre voksne, som forestår den fagunderstøttende undervisning i dette tidsrum. Der kan eksempelvis arbejdes med installationer for større grupper af elever eller maleri i en lidt mindre workshop."




mandag den 26. juni 2017

Monsterstreger - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole


De fleste børn synes, det er herligt at få tid til at eksperimentere og producere. Med aktiviteten "Monsterstreger" fik børnene i Hinnerup Billedskole mulighed for det, og som underviser var det en sand fornøjelse at iagttage, for der blev virkelig eksperimenteret og produceret. Det blev både produceret til ferniseringen og til mor, far, søster, bror og bedsteforældre. De var ren succes også for de børn, der tager lidt længere tid om selve den billedskabende proces.

Og er du blevet nysgerrig på målene og processen for børnenes billedfremstilling, kan du læse meget mere i dette indlæg: Monsterstreger - Aktivitet beskrevet til læreren.

Og her kommer det bedste, nemlig børnenes monstre med en helt personlig monsterstreg.